“Hvor har du lært det? Det der, du kan?”
“Det hedder parkour,” siger han. “Det er sådan en slags sport, hvor man bruger byen som bane.”
Idris flyver flere meter gennem luften. Containeren giver et hult bump, da han lander på dens grønne plastiklåg. Han løber med lange skridt. Den ene fod når kun lige at ramme den ene container, før den anden fod er på vej mod den næste. Jeg bevæger mig også. Indvendigt, i hvert fald. Der ligger et lag af tektoniske plader under min hud. De støder sammen til bjergkæder og trækker sig fra hinanden, så der opstår kløfter, der er så dybe, at man kan falde for evigt. Det føles, som om der er noget, der eksploderer. Som om mine knogler smuldrer og bliver til hvidt støv, og mine indre organer drukner under enorme lavabølger.
Idris lander tæt på mig. Meget tæt. Hans bløde krøller kilder min kind, og jeg er lige ved at græde.
— Vulkan
Anmeldelser
"... en både velskrevet og fængslende ungdomsroman om vold og grænser, men også om spirende kærlighed og om at finde sig selv (...) der er meget at hente og spejle sig i for læsere fra cirka 13 år og op."
— LæringsCentret
“Sammensat og ambitiøs.”
— Weekendavisen
”… letlæst, velskrevet og uendelig gribende (…) en vigtig roman, der fortæller en væsentlig historie, mange børn og unge vil kunne genkende sig selv i (…) anbefales til frilæsning både i skolen og derhjemme, og den fortjener at blive inddraget i danskundervisningen i udskolingen.”